Det slår gnister, når man blander mænd og kvinder

Hvis den Internationale Kvindedag skal være tidsvarende, må vi involvere mændene. Ligestilling anno 2013 handler om to kvalificerede køn, der supplerer hinanden, og af en nylig udgave af Økonomisk Ugebrev fremgår da også, at kvinder på lederposter er et vækstfænomen.

Lad os beholde de positive briller på og benytte dagen til at fremhæve succesfulde, danske, mandlige erhvervsledere, som præsenterer resultater og holdninger, som tager pusten ud den absurde kønskamp, der ofte bliver fremmanet af usaglige debatter og skævvredne journalistiske indslag.  Jeg har mødt de fire fremsynende mænd i denne uge som vært for to erhvervsevents med fokus på Fremtidens Ledelse.  

Mand nr. 1 er CEO for og ejer af Easyfood A/S. Han hedder Flemming Paasch og kan præsentere en ledergruppe med en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Han kan også prale af at være leder af en innovativ virksomhed, hvor 10-25% af omsætningen hvert år kommer fra nyudviklede produkter – vel at mærke i en branche, hvor gennemsnittet for de konkurrerende virksomheders innovationsgrad er 2%.

Mand nr. 2 er direktør for Århus Havn A/S, Bjarne Matthiesen, som mener, det er direkte flovt ikke at have en kvinde i sin bestyrelse og for et par år siden valgte at gøre noget ved sagen. Det lykkedes ham at finde et særdeles kompetent eksemplar af racen, som siden har skabt synlig merværdi i landets næststørste erhvervshavns bestyrelse.

Den 3. mand er Kenneth Boll, der er COO i Visiolink, som på alle måder kan siges at leve op til kriteriet vækstvirksomhed. Han mener, det er totalt umoderne, når yngre mænd vælger at lade konerne tage sig af familielivet.

Mand nr. 4 er Karsten Dehler, der er direktør i Dansk Selskabs Rådgivning A/S.  Han mener, det er rystende, at der i hans VL gruppe er nul procent kvinder, og han prioriterer i øvrigt at have tid til sine børn – også inden kl. 18.30.

Hvorfor er det interessant? Fordi kvinder i ledelse i årevis har været en akilleshæl i danske erhvervsliv og dansk politik. Kvinder er ikke en slags tryllestøv, der med let hånd kan drysses ud over virksomhedens virke, hvorefter årsregnskabet vil blomstre af vækst og innovation. Veluddannede kvinder er værdifulde ressourcer, præcis som veluddannede mænd, og evner man at skabe en inkluderende virksomhedskultur, der giver plads til begge køn, opstår frugtbare og produktive gnister.

Tænk på mænd og kvinder som komplementærfarver: Rød og grøn, blå og orange. Som forklaret på Wikipidia: ”De hidser hinanden op og forøger strålekraften hos hinanden, og samtidig udgør de et harmonisk hele ved, at alle primær farver er til stede.” WOW jeg tror helst, at jeg vil være en blandingsfarve! En gnist kan jo nemt blive til en steppebrand, og den er som bekendt stort set umulig at slukke igen. Men tanken er da alligevel fascinerende. At vi kan skabe vækst og innovation ved at tro på styrken af forskellighed, og at der kan tændes nye gnister i det, der mest ligner sølvgrå aske i toppen af danske erhvervsliv.

BONUS INFO: Validiteten af diversitet – giver det bonus på bundlinjen?

Ja, hvis man evner at integrere forskelligheder betinget af køn, alder og geografi som en naturlig del af en virksomhedskultur og ikke som særlige støtteprojekter, der ikke er forankret i en reel tro på værdien.  

  • Ny norsk phd afhandling: Kønsforskelle i ledelse er en myte.
  • Kommentar i Ledelses i dag af professor Henrik Holt Larsen, CBS, på baggrund af årsmødet i Academy of Management, hvor der deltog cirka 12.000 forskere og praktikere fra knap 100 lande:
    Lige børn leger ineffektivt: Har man som virksomhed råd til ansættelsesmæssig fleksibilitet og diversitet, eller har man ikke råd til at lade være? Dilemmaet er meget aktuelt for virksomhederne, og mange af dem vælger at sige: ”Jo større og jo mere homogene teams vi har, jo mere rationelt er det, og jo flere penge tjener vi.” Forskning viser imidlertid, at lige børn måske nok leger bedst, men de lærer ikke så meget, og de er ikke nødvendigvis ret effektive. Teamets medlemmer kan risikere at gå rundt i det samme iltfattige indre fængsel, og selv om der er masser af fodslag, samtænkning og staldvarme, er teamet dårligt rustet til forandringer og nye pres udefra.”
  • Professor Curt Rice: 6 steps to gender equality. Why diversity is not the right thing to do, but the smart thing to do.
  • DI Diversity in Business, 2011
  • Credit Suisse Research 2012: Gender diversity and corporate performance
  • Meget mere viden: Exenets vidensbank.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *